Mulle og Malle – et båleventyr
Nu hvor vi sidder og skutter os sammen og nyder bålets knitren,
vil jeg bede dig lytte og nyde, hvis du kan, at mærke naturens sitren.
Jeg vil fortælle dig en historie der skete lige her, for ikke længe siden.
Men vi mangler lige vores hovedperson – det er derfor jeg trækker tiden.
Snus lige ind engang og duft de friske noter af lige her hvor vi sidder.
Det er duften af jorden vi bor på og historier fra uendeligt gamle tider.
Nå, mens vi venter, kan jeg fortælle lidt om min blåhistories ramme.
Jeg ved ikke hvor meget du kender til trolde, men det er også godt det samme.
Nogle gange, når foråret kommer til skoven og bøgen ekstatisk springer ud,
sker det at en skovtrold bliver fristet til at mærke luften på sin behårede hud.
Skovtrolde er jo ellers normalt mest i deres huler, hvor de altid holder sig gemt,,
men når alting spirer, dyr kribler og krabler, kan påpasseligheden let blive glemt.
Især for de unge trolde kan det være svært, for der er meget de ikke ved endnu.
At træernes blade kommer tilbage har de lige lært - de er ikke så kloge som du.
Hov, shh, vær stille og lyt engang, jeg tror lyden kom fra den her side.
Åh, det var godt, så kan historien komme i gang, det var da også på tide.
Den lyd du kan høre af en der pusler derovre og brummer glad og from,
det er skovtrolden Mulle, en ven af mig; det er den historien handler om.
Sidste år da skoven blev grøn, gjorde Mulle sin mor bange og urolig.
Mulle stak af fra den trygge hule fordi forårets duft var så utrolig
Mulle ville egentlig ikke trampe ret langt væk, men kunne høre skoven kalde
og pludselig var Mulle ved skovens bryn, og her mødte den skovnissen Malle.
Hov, nu kan jeg høre at Mulle rumsterer og lyder lidt skovkonfus,
men jeg havde faktisk også lovet den snacks, har nogen en skumfidus?
Mulle elsker alle slags snacks og prisen for historien er noget lækkert.
Vil én lægge noget hen til dét træ? Så bli’r Mulle glad, den frækkert.
Nå, hvor kom vi til? Jo, Mulle gik fra hulen og mødte skovnissen Malle.
Trolde og nisser er normalt ikke venner, der er jo klart, det ved alle.
Men Mulle og Malle genkendte i hinandens øjne det samme gavtyveblik,
de havde ikke fået lov, men eventyret kaldte, og ud over engen det gik
Bag sig lod de den grønne skov og trolde- og nissemor hændervridende.
Der blev endda bragt en efterlysning af Mulle i Skovtroldetidende!
På engen mødte de rådyrlam, de så harer og fasaner fare afsted.
Ved en sø mødte de andefamilien Rap, der svømmede på række og rad.
Svalerne kredsede snart om deres hoveder, mens de fortsatte på deres færd
det regnede ind imellem og natten var kold, men friheden var det hele værd.
Mulle og Malle jublede rundt og fik mangt en ny dyreven
de hjalp en dreng der var væltet på cykel – han lovede at glem’ dem igen.
Hvis I skulle få et glimt af Mulle der muller rundt der blandet træerne,
så lov mig at I husker at glemme den igen – det gælder også feerne!
Alle skovens væsner lever nemlig af vores tvivl på om de eksisterer.
De drænes og dør af sikkerhed og ord som ”budget” og ”eksekvere”.
Til gengæld trives og vokser de ved at vi tror vi måske har set noget.
Mulle og Malle blev tit næsten set, men hver eneste gang var det gået.
Før de vidste af det stod solen højt, og de var nået landets kyst.
Bølgerne brusede og mennesker smed tøj’t og hvinede så det var en lyst.
Mulle og Malle gemte sig i klitternes siv, og så på bølgernes spil.
De talte med krabber om sidelæns liv og en havfrue vinkede de til.
Himlen var blå med små hvide skyer og blæsten ved havet var rar.
Om natten besøgte de menneskebyer og grinede af alt de vi har!
Hvorfor bo bag mursten og glas, omgivet af skærme, plantepotter og papir,
når der findes huler med plads til kærlighed – og naboer med gevir?
Mulle og Malle så gravhøje, på marker hvor rapsen og valmuen stod skøn.
Hvis de havde kigget nøje, havde de set verden blive langsomt mindre grøn.
Men det var først da Malle trådte på et skarlagensrødt blad at de forstod,
at det var lyden af efterår, der sprødt kom ud under skovnissens fod.
De vidste at de måtte hjem igen før jorden igen blev hvid.
Da markerne blev høstet og fuglene trak vidste de at det var tid.
Men Mulle og Malle havde vadet så længe, altid bare frem og frem
og nu vidste de pludselig – og elskede det ikke – de kendte ikke vejen hjem!
De begyndte igen at fryse om natten, der var is på hver lille sø.
De besøgte gårde og sov med katten, i ladernes kradsende hø
Mulle savnede sin troldemor og Malle sin nissemor, det er klart.
Hvorfor var de taget hjemmefra, fra skoven hvor alting var rart?
De hylede og græd og så deres skov for sig svulme af svampe og bær.
Deres maver de rumled’, de snøfted’ og græd, og de frøs om deres tæ’r.
Åh, jeg ved at Mulle altid bli’r ked, når historien når hertil.
Den får det bedre hvis I sender fingerkys, så gør det hvis I vil.
Tilbage til historien, for det der skete, var et sandt mirakel;
en ræv peb nær vores venner, den var endt i en fælde den stakkel
Men Mulle og Malle løsnede den fluks og den kiggede på dem og sagde
”Hvad i alverden laver I her? I må vist hellere komme med mig tilbage?”
Det viste sig at ræven havde kendt dem helt siden de var bittesmå.
Ræven var nemlig deres skovs borgmester og de små, dem passed’ den på.
De små hoppede op på borgmesterens ryg og greb fat i pelsens rødme.
Hos den følte Mulle sig sikker og tryg, og Malle faldt i søvn, guddødme.
Mulle mærkede vinden bide i troldekinderne og så frost rime på græs
og mens verden susede forbi følte Mulle sig endelig trøstet og tilpas
Mulle må også været faldet i søvn, for den vågnede i en sikker favn
ved en der duftede så sikkert af hjem og stille mumlede dens navn.
De voksne sagde til Mulle og Malle at i morgen var der tid til at berette.
De blev lagt i en seng af mos og blade og mærkede at de var virkelig trætte
Mullemor og Mallemor sagde ”godnat og sov godt” - og det myndigt!
Mulle og Malle faldt glade i søvn for nu vidste de at landet var yndigt.
Hør, nu gaber Mulle bag træet og lister snart mod hulens lune.
Og jeg har da også snakket længe – se jordens blade er blevet brune!
Hvis I vil, så sig ”Godnat, søde Mulle! Hils troldemor, nissemor og Malle”
Skovnisserne flyttede nemlig ind, og troldehulen er nu hjem for dem alle.
Vores natur er vidunderlig og rummer meget mere end vi tør tro.
Trolde og nisser, træer der renser vores luft og gør at her er rart at bo.
Naturen passer på os og vi skal passe på naturen – den er så flot!
Så kan Mulle og Malle også fortsætte med eventyr og med at ha’ det godt.
Nu ligger Mulle nok og snorker i hulen, og I har lyttet længe.
Og hør, hvad er det der kalder? Jeg tror det er jeres senge.
Godnat og drøm sødt om skovens dyr, marker og bølger over sand.
Selv når man sover er det rart at vide, at vi bor i det smukkeste land.