Flammernes skrig

Hun mærkede sit hjerte hamre blodet rundt i kroppen, hurtiger end nogensinde før. Det ringede for hendes ører, og sortnede for hendes øjne. Hun mærkede varmen fra flammerne brande hendes hud. Larmen var uudholdelig. Hun blev ved med at løbe - kunne ikke stoppe, måtte ikke stoppe. Hun tænkte ikke, løb bare fra smerten, fra stemmerne... fra ham.

 

Det var en mørk aften. Temperaturen var lidt som denne. Almila gik hen til broen, som førte videre ind i skoven. Det var deres hemmelige sted. Hendes og Jaycos. De havde været sammen i snart to måneder. Altså sådan “rigtigt” sammen. Almina havde ikke sådan haft en rigtig kæreste før. Hvert fald ikke en som Jayco. Lad os bare sige, at han var ikke som andre drenge. Hun havde mødt ham helt tilfældigt på en café, hvor de var begyndt at snakke. Efter den dag havde de gået lange ture, og snakket i timevis. De snakkede om alt muligt, og hun følte, at hun kunne betro sig med alt til ham. 

 

Han havde skrevet til hende tidligere, at han ville mødes med hende deres normale sted. Han havde endda skrevet, at hun gerne måtte iføre sig en sort kjole. Så det havde hun gjort. Hun havde en lidt tynd sort kjole på, med halvlange ærmer. Kjolen var simpelt deko- reret med blondekanter. Hun havde sat sit hår op i en løs knold - det vidste hun, han godt kunne lide.

 

Hun stod og nærstuderede broens indgraverede mønster, da han kom gående ud af skyggerne. Hans hvide krøller lyste næsten op i tusmørket. Han lignede en engel, som han kom gående der. Jayco var smuk. Unaturligt smuk, faktisk. Kontrasten mellem hans hvide lysende hår og hans meget mørkebrune øjne var stor. Det var noget af det, der gjorde ham næsten umenneskelig smuk. 

 

Han havde en sort taske slynget over den ene skulder. Han stillede sig foran hende, og rakte hende en enkelt og elegant buket blomster, som strålede i blå, lilla og hvide nuancer. “Jeg synes vi skal fejre vores “to-måneders-dag,” sagde han med et storslået smil. Hans stem- me var blød. “I en skov?” grinede Almila. Hun gav ham et hurtigt kys som tak for blomsterne. “Ja, hvorfor ik?” Han grinede en kort, lidt anstrengt, latter. Hun syntes et splitsekund at se et mørke strejfe hans øjne, men hun slog det væk med, at det nok bare var hendes fantasi, der spillede hende et puds. Jayco tog hendes hånd, og begyndte at trække hende med sig ind i skoven. De snakkede ikke helt ligeså meget som de plejede. Jayco var faktisk usædvanlig stille, da han førte Almila længere og længere ind i skoven. Hun spurgte til, hvad han havde planlagt, men han sagde bare, at han ikke ville afsløre noget. Almila spekulerede på, hvad han mon gemte i tasken, men hun spurgte ikke, for hun ville hellere ikke selv, ødelægge overraskelsen. 

 

Endelig kom de til en lidt åben plads inde i skoven. Forskellige størrelser træstubbe dannede ring om et stort bål. Bålet var ikke tændt, men brænde var allerede lagt sirligt i midten. Almila følte næsten, at nogen havde været der, og gjort det hele klart. Jayco placerede for- sigtigt tasken ved siden af bålpladsen. Han vendte sig om, og kiggede på Almila. “Hvad siger du så?” udbrød han smilende. Det var ikke det sædvanlige varme smil han sendte hende, der var en kulde over det, som hun ikke helt kunne beskrive. Hun gøs. “Skal vi lave bål?” Han smilede igen - men det var et  fremmed smil. “Ja,” sagde han bare. Han tog sin yderste trøje af, og rakte den til Almila. “Du ligner en der fryser”, sagde han. “Lad os få tændt op i det bål.”

 

Hans trøje var dejlig varm, og den fjernede lidt af det ubehag, som hun havde følt for lidt siden. Jayco åbnede tasken, og tog en lille benzindunk op. “Benzin? Er det virkelig nødvendigt?” Almila kiggede mistroisk på Jayco. “Vi skal da have et RIGTIGT bål,” sagde han bare. Han fløjtede mens han hældte benzin ud over brændet. Almila skævede over mod tasken, som stadig var åben. Noget skinnende fangede hendes blik. Det reflekterede månelyset. Hun kunne ikke rigtig bedømme, hvad det var. “Har jeg nogensinde fortalt dig, at min mor blev brændt på et bål.” Jaycos stemme afbrød hendes tanker. Han stod med ryggen til hende, i gang med at hælde benzin på… jorden??? Først et par sekunder efter, ramte Jaycos sætning rigtig Almila. Gåsehuden spredte sig med lysets hastighed. Hun vidste godt, at Jayco ikke boede hjemme hos sine forældre, men hun havde aldrig tænkt over hvorfor. “Min far efterlod mig. Jeg bebrejder ham ikke, hvis jeg var ham, havde jeg også forladt det her sted.” Jaycos stemme havde en mørk klang. Almila forstod ikke, hvorfor han fortalte hende det nu. I en mørk skov. “Det er jeg ked af at høre,” fremstammede hun. Stemningen havde taget en ubehagelig drejning. “Ved du hvilken slægt der brændte hende?” Han tændte en tændstik. Almila rystede. Han smilede til hende. Hendes hjerte bankede så hårdt, at hun følte, at han næsten måtte kunne høre det. Almila vidste det allerede før, han sagde det. “Din slægt… Burn-slægten. Hvilket er et ret ironisk efternavn, eftersom de brændte min mor. Lod hende brænde ihjel, bare fordi hun vidste noget, ingen andre vidste.” Han lod tændstikken falde, og flammer blussede op. Han lignede en dødsengel, som han stod der, med enorme flammer i baggrunden. 

 

Almila mærkede kulden brede sig langsomt ud kroppen. Det var ikke spor hyggeligt mere. Jayco begyndte at gå hen mod Almila. Almia bevægede sig baglæns, og snublede over en af de store træstubbe. Ilden begyndte at sprede sig til træerne. Det gik pludselig op for Almila, hvorfor Jayco havde hældt benzin på jorden. Han startede en skovbrand! “Du skal brænde. Ligesom hun brændte. I den sorte kjole. Ligesom hende. Et øje for et øje.” Jayco smilede, mens branden bredte sig. Han bukkede sig, og greb hende i armen, trak hende op, hen mod bålet. Han samlede sin taske op fra jorden, og den sølvglimtende ting Almila ikke kunne identificere tidligere, gled ud på jorden. Det var en kniv. En lille sølvkniv. Han havde taget en kniv med! Almilas bryst pumpede ualmindeligt hurtigt. “Er du… bange?” Jayco samlede kniven op. Han holdte hårdt fast i Almilas arm. “Det er hurtigt overstået. Tror jeg. Jeg fik jo aldrig mulighed for at spørge hende, vel? Aldrig mulighed for at sige farvel!” Jaycos ansigt udstrålede både vrede og smerte. “Det er din skyld! Din slægt!!” Han råbte højt, men flammernes skrig overdøvede ham. “Hvorfor mig?” Almilas stemme var en hvisken. “Jeg er ked af det Almila. Men… nogen skal betale prisen for din families synder. Jeg er ked af, at det skal være dig.” Jayco huggede ud efter hende med kniven, men Almila var hurtig. Hun greb hans arm samtidig med, at hun fik spændt ben for ham. Almila vendte om på hælene, og satte i løb ind gennem den brændende skov. Han råbte efter hende, “Du slipper ikke!! Flammerne skal nok retfærdiggøre det!! De skal nok færdiggøre arbejdet!”

 

Hun mærkede sit hjerte hamre blodet rundt i kroppen, hurtiger end nogensinde før. Det ringede for hendes ører, og sortnede for hendes øjne. Hun mærkede varmen fra flammerne brande hendes hud. Larmen var uudholdelig. Hun blev ved med at løbe - kunne ikke stoppe, måtte ikke stoppe. Hun tænkte ikke, løb bare fra smerten, fra stemmerne... fra ham. Almila mærkede det klaustrofobiske fornemmelse af at være omringet. Omringet af flammer. Hendes kjole hang fast i grene, og blev flået i stykker. Hun kunne høre ham grine i det fjerne. Hun hostede. Hun faldt. Det sortnede for hendes øjne, mens flammerne skreg over hende. 

 

Ambulancefolkene havde fundet Almila i den brændende skov. Det var i sidste øjeblik. Hun var forbrændt. Havde fået ar, som aldrig ville forsvinde. Både usynlige og synlige. Almila snakker aldrig om denne oplevelse. Hun havde forklaret politiet, hvad der var sket, men de havde ikke fundet nogen i skoven. De havde ikke fundet nogen “brændende engel”. Han var væk. Næsten som om han aldrig havde eksisteret. Lægerne fortalte Almila, at det er meget normalt, at hallucinere, når man befinder sig i sådan en frygtelig situation. Men Almila ved, hvad hun oplevede den nat. Hun ved, at det ikke bare var noget, hun forestillede sig. Hun husker det hele. Hver eneste rædselsfulde detalje. Og hver gang hun hører om en skovbrand, checker hun lige efter. Bare for at være... sikker

 

 

 

Tilbage til oversigten